Skam er en stille følelse. Den viser sig sjældent direkte, men sniger sig ind som en indre stemme, der hvisker: “Du burde være anderledes.” Skam får os til at gemme sider af os selv væk, fordi vi frygter at blive afvist. Den kan handle om alt fra krop og udseende til tanker, følelser eller fortid – og den får os til at føle os forkerte, selv når ingen dømmer os.

Som psykolog i Danmark møder jeg mange, der lever med en konstant følelse af utilstrækkelighed. De klarer sig godt udadtil, men indeni er der en hård indre dommer, der hele tiden minder dem om fejl og mangler. Skammen bliver som et usynligt filter, der gør det svært at tro på, at man er værd at holde af, sådan som man er.

Skam adskiller sig fra skyld. Skyld handler om noget, man har gjort – skam handler om, hvem man er. Den kan opstå tidligt i livet, hvis man har oplevet kritik, afvisning eller følelsen af ikke at slå til. Over tid lærer man at skjule det, man tror, andre ikke kan acceptere. Men det, man skjuler, vokser i mørket.

I arbejdet med skam handler det om at bringe lyset ind. At turde sætte ord på det, man normalt tier med. Når skammen bliver mødt med empati i stedet for dømmekraft, mister den sin magt. Mange oplever, at den følelse, de troede var et tegn på svaghed, i virkeligheden peger på et uforløst behov for accept.

Selvkritik og skam hænger tæt sammen. Den indre kritiker forsøger ofte at beskytte os mod afvisning ved at rette angrebet indad: “Hvis jeg selv ser fejlen først, gør det mindre ondt, når andre gør det.” Men i længden bliver det udmattende at leve i konstant bedømmelse. I terapien arbejder man med at adskille virkelighed fra fortolkning – og at erstatte selvkritik med selvmedfølelse.

At bearbejde skam kræver tålmodighed. Den slipper ikke, fordi man beslutter sig for det, men fordi man langsomt lærer at møde sig selv med varme. Det handler ikke om at overbevise sig selv om, at man er perfekt, men om at acceptere, at man er menneske.

Når skammen løsner sit greb, opstår der plads til frihed. Man begynder at turde vise sider af sig selv, man før gemte væk. Relationer bliver dybere, fordi man ikke længere spiller roller. Og pludselig føles det lettere at trække vejret – fordi man ikke længere forsøger at skjule, hvem man er.