Dagens makeup - Strobe of Violet

Holdbare luksus vipper – Duff Lashes

collage*Tilsendt til test*

For nogle måneder siden modtog jeg to sæt af de flotteste og lækreste vipper – nok de mest luksuriøse i min samling. Vipperne er af mærket Duff Lashes og har hjemme i København; “Navnets oprindelse ‘DUFF’ stammer fra det persiske sprog og er et kælenavn for den glamourøse og attraktive kvinde, som ikke går på kompromis med kvalitet og altid gør ekstra ud af sig selv.” Teksten er taget direkte fra deres hjemmeside for jeg synes det beskriver kort og præcist hvad disse vipper er for mig; kvalitet og glamourøse.

Vipperne er håndlavede, hvorfor de ikke nødvendigvis er 100 % ens. Det betyder også at holdbarheden er bedre end normale “billige” vipper. Faktisk skulle de kunne holde til 20-25 gange i brug, hvilket jeg ærlig talt synes lyder lidt usandsynligt – så jeg har testet af om dette nu også kan være sandt! Vippehårene er af falske mink-hår som er ekstra bløde og har et naturligt udseende, sammenlignet med mange andre falske vipper.

Jeg har modtaget to forskellige par vipper; Twiggy og Monroe. Twiggy giver et relativt naturligt, men stadig glamourøst og voluminøst look. Monroe giver lidt ekstra volumen og er mere en fest-vippe efter min mening. Derudover har jeg modtaget en sort-vippelim og en vippe-tang til at påføre vipperne med. Alle dele kan ses af billedet øverst.

Vipperne
Jeg må bare sige at jeg er helt vild med det naturlige og bløde udseendet på vipperne og de er desuden fantastisk lette og dejlige at påføre, samt at have på! De kommer i en fin æske, som åbnes og lukkes med magnet – perfekt til at opbevare vipperne efter hver gang man har brugt dem. Ingen tvivl om at æsken også udstråler kvalitet.
Som sagt så synes jeg 20-25 gange i brug lyder vildt og usandsynligt, hvorfor jeg har testet holdbarheden. Jeg har naturligvis passet godt på vipperne for at opnå så god en holdbarhed som muligt. Af billedet nedenfor kan I se hvordan de ser ud nu efter 10 ganges brug – jeg synes stadig de er rigtig flotte og jeg tror nu på at de godt kan holde sig ok pæne også efter 20 gange. Vildt, ikke?
Det eneste minus er at rimmen, hvor hårene er sat fast på er relativ bred og dermed forholdsvis tydelig, men det er formentlig prisen for den gode holdbarhed. Personligt synes jeg dog ikke det gør så meget, jeg oplever i hvert fald ikke at det er det store problem når jeg bruger dem. En sort eyeliner kan ofte skjule den meget godt.

imageGode råd for lang holdbarhed
Det er naturligvis nødvendigt at passe rigtig godt på sine vipper for at sikre sig den lange holdbarhed – til det har jeg tre gode råd:

  1. Undgå at påføre mascara på de falske vipper – de blender flot og naturligt sammen med dine egne vipper alligevel. Så behøver man nemlig ikke rense dem for mascara hele tiden, hvilket er meget hårdt ved vipperne.
  2. Hold så vidt muligt limen indenfor rimmen – jeg har brugt en relativt flydende lim, som desværre er trukket lidt ud i hårene, lim som ikke er til at pille af igen.
  3. Fjern forsigtigt limen fra rimmen – hold i så mange vippe hår som muligt tæt på roden og træk forsigtig limen af efter hver gang.

Lim og vippetang
Jeg har kun brugt limen en enkelt gang – da den er sort og jeg ikke føler mig sikker nok til at bruge en sort lim, desværre! Heldigvis fås også en transperant af slagsen. Når man tager tuben ud af æsken så finder man desværre en halv-kikset ikke gennemført tube med en label, som efter min mening ikke passer sammen med de luksuriøse vipper og emballage – lidt ærgerligt.
Normalvis bruger jeg altid mine fingre til at påføre øjenvipper – både på mig selv og andre. Hvis jeg skal bruge en pincet eller tang, så er denne klart at fortrække fordi man får fat i en stor del af vippen. Det er dermed nemmere at bruge den netop til dette formål. Så kan man ikke lide at bruge fingrene til at påføre vipperne så kan denne klart anbefales!

Pris
Duff Lashes Faux Mink Collection vipperne koster alle 180 kroner, så de er jo temmelig dyre, men vi taler jo også om kvalitets-vipper. Almindelige falske vipper fra Matas koster typisk 50-60 kroner, disse bruger jeg normalt kun to gange, dvs. cirka 25-30 kroner pr gang. Sammenligner man med Duff Lashes så koster de cirka 7-9 kroner pr gang og så kan det jo sagtens retfærdiggøres at købe lidt dyrere kvalitets vipper. Jeg vil i hvert fald klart anbefale disse lækre og utrolig smukke vipper – så hermed mine bedste anbefalinger af Duff Lashes!

// Rikke
   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens makeup - Strobe of Violet